Abstract
Der blev i september måned 1999 foretaget en dykkerundersøgelse på den del af Middelgrunden ved København hvor der skulle anlægges 20 havvindmøller. Undersøgelsen blev gennemført med henblik på at etablere et tilfredsstillende baseline grundlag for senere vurdering af miljømæssige konsekvenser af projektet.
De 20 møller blev rejst i 2000, og der er i september 2003 gennemført en efterfølgende monitering af de biologiske forhold på Middelgrunden, for at vurdere de miljømæssige effekter af møllebyggeriet.
Der er i forbindelse med undersøgelsen i såvel 1999 som 2003 lagt særlig vægt på parametre som forekomsten af ålegræs, blåmuslinger og makroalger.
Disse parametre er undersøgt ved gennemførelse af paravanedykning på 6 udvalgte transekter (ålegræs og blåmuslinger). Derudover er foretaget dykning på 24 punkter, hvor forekomsten af makroalger er undersøgt i områder på ca. 20 m² i hvert punkt.
Der er tillige gennemført en video-fotografering på et transekt langs møllerne i såvel 1999, 2001 og 2003 for at give et billede af forholdene på bunden omkring og mellem havvindmøllerne.
Paravanedykning:
Der er i området udlagt 6 transekter i vest-østlig retning, på tværs af vindmølletransektet. Disse er undersøgt ved paravanedykning (se figur 1).
Punktdykning:
Ved punktdykningen blev der observeret forekomst og dækningsprocent af flora og fauna på udvalgte positioner med egnet hårdbund til makroalgevegetation langd de 6 transekter (se figur 2).
Video-fotografering:
Som i 1999 og 2001 blev endvidere gennemført en video-fotografering af havbunden i nord-sydgående retning, langs vindmøllerne. Disse videofilm tjener som dokumentation for, hvorledes havbunden så ud før, under og efter etablering af vindmøllerne.