Abstract
The aim of this work was to develop a spatial planning tool to identify sensitive marine areas where seabirds would be most at risk from future offshore wind energy developments. Conversely, the aim was to identify areas where future development would have the least impact on seabirds.
Sensitivity mapping approaches and outcomes vary widely and so it is important to define the outcomes of such assessments. A more nuanced approach, using sensitivity mapping for the selection of areas for future development, should help decrease risks to seabirds and, by avoiding the most sensitive areas, reduce the consenting risk for developers.
We developed an approach to sensitivity mapping with the objective to rank Danish marine areas according to high vs low relative species risk. Relative species risks were quantified with respect to explicit assessment targets based on species conservation status. We considered three sources of risk (hazards): habitat alteration, displacement, and collision. The susceptibility of each species to each of these hazards was informed by published literature. In a precautionary approach, relative species risks to each hazard were combined by taking the maximum across each species, and across the three hazards. This means that for each mapped grid cell (1 x 1 km) the ranking combines the most vulnerable species to each hazard (defined by multiple parameters), and the highest-ranking areas across the three hazards. This produced a map of highest-ranking areas in Danish marine areas from which we can determine the most and least sensitive marine areas for future offshore wind development.
The initial implementation of the algorithm, presented here, used aerial survey data to estimate the distribution of seabirds. Most of this data was collected during the winter and spring months, which for migratory species is sufficient, but for resident species leaves a large temporal gap. We present some preliminary results of habitat use maps using GPS tracking data, which we plan to incorporate in the spatial risk-ranking approach in the future to improve temporal coverage. In addition, we also plan to incorporate migratory corridors which are important to improve the assessment of the collision risk hazard.
The framework presented here has potential to be developed into an interactive tool for users (rather than static maps) and is also generalizable so could include other taxa and hazards.
Formålet med denne rapport var at udvikle et rumligt planlægningsværktøj
der kan bruges til at identificere følsomme marine områder, hvor havfugle vil
være mest udsatte for fremtidige udviklinger inden for havvindenergi. Endeligt var formålet at identificere marine områder, hvor fremtidig havvindudvikling vil have den mindste påvirkning på havfugle.
Tilgangene og resultaterne inden for følsomhedskortlægning kan variere betydeligt. Det er derfor vigtigt at definere resultaterne af sådanne vurderinger, så det bliver klart, hvordan valget af områder til fremtidig udvikling kan mindske/øge risici for havfugle i en bestemt forvaltnings- og politisk kontekst.
Nærværende rapport udviklede en tilgang til følsomhedskortlægning med det formål at rangere danske havområder efter høj vs. lav relativ artsrisiko. Den relative artsrisiko blev kvantificeret med hensyn til eksplicitte vurderingsmål baseret på arters bevaringsstatus og tre kilder til risiko (trusler): habitatændring, fortrængning og kollision. Den enkelte arts sårbarhed over for hver af disse trusler blev baseret på offentlig tilgængelig litteratur. Ved at benytte et forsigtighedsprincip blev de relative artsrisici for hver trussel kombineret ved at tage den maksimale risiko på tværs af hver art og de tre trusler. Dette betyder, at for hver kortlagt kvadrat (1 x 1 km) er rangeringen en kombination af den mest sårbare art for hver trussel (defineret ved flere parametre) og de højest rangerede områder på tværs af de tre trusler. Dette resulterede i et kort over de højest rangerede områder i danske havområder, hvorfra vi kan bestemme de mest og mindst følsomme marine områder for fremtidig havvindudvikling.
Den første implementering af algoritmen, som præsenteres her, anvendte data fra flyundersøgelser til at estimere havfuglenes udbredelsesområde. Størstedelen af disse data blev indsamlet i vinter- og forårsmånederne, hvilket er tilstrækkeligt for trækfugle, men efterlader et stort tidsmæssigt hul for ynglefugle. Derudover præsenteres nogle foreløbige resultater af habitatudnyttelseskort ud fra GPS-trackingdata, som vi planlægger at inkorporere i en fremtidig udgave af den rumlige risikorangeringsmetode. Dette vil kunne forbedre den tidsmæssige dækning. Derudover planlægger vi også at inkludere trækkorridorer, som er vigtige for at forbedre vurderingen af risikoen for kollision.
Den tilgang, der præsenteres her, har potentiale til at blive videreudviklet til et interaktivt værktøj til brugere (i stedet for statiske kort). Derudover er det muligt at generalisere den, så den kan inkludere andre arter og trusler.